Malene Dalsgaard
Navn: Malene Dalsgaard
Stilling: Assistant
Forretningsområde: Revision
Uddannelse: HHX, læser HD 2. del
Ansat i Deloitte: 2009
Ansvar, indflydelse og konstant læring er det, som motiverer Malene Dalsgaard, når hun kaster sig ud i nye spændende og udfordrende opgaver, i sin karriere og hverdag som Assistant i Revision.
Solist i et stærkt teamwork
På kunden havde Malene ansvaret for at revidere resultatopgørelse i driftsselskab og hele revisionen af kommanditselskabet.
”Vi startede egentlig med at få fordelt selskaberne og områderne mellem os, så vi hver især vidste, hvilke dele vi havde ansvaret for – og derfra sad vi egentlig selvstændigt med hver vores områder, men hvor jeg løbende drøftede med de andre, når jeg stod over for nogle problemstillinger, hvor jeg havde brug for sparring. Og det gjorde, at det blev en rigtig god og effektiv proces.”
Hverdagens jonglør
Ved siden af arbejdet læser Malene HD to gange om ugen. Udover den faglige styrke det giver hende ved at kombinere teori og praksis, har det også lært hende at koordinere og planlægge sin tid og sine opgaver.
”En hverdagsaften om ugen og hver anden lørdag er jeg til undervisning. At skulle jonglere både skole, arbejde og fritid har krævet, at jeg har lært at prioritere og acceptere, at jeg ikke altid kan få tid til det hele på en gang”
Frihed under ansvar
For Malene betyder det meget, at der er en tro på, at hun kan tage ansvar for egne kundeopgaver, men også for oplæringen af kollegaer.
”Der er altid mulighed for at prøve noget nyt, fordi vi har en bred palet af forskellige kunder. På den enkelte kundeopgave er de jobansvarlige rigtig gode til at lægge det over til den enkelte, hvilke områder man vil revidere. Det betyder, at man får stor indflydelse på egen læring. Og på nogle kunder er jeg den jobansvarlig, og det var rigtig udfordrende i begyndelsen. Pludselig var det mig, der skulle have overblikket og klæde yngre medarbejdere på til at revidere deres områder, og derefter gennemgå deres arbejde. Men det kan jeg jo sagtens, og man ved jo, at man altid har en partner i ryggen.”



